Jeg er lige kommet hjem fra ferie i Egypten. Det var et fint ophold med 25 grader, en masse svømning, træning og selvfølgelig en del afslapning. Vores resort lå en smule udenfor Naama bay i Sharm El Sheik, og det havde vi specifikt valgt udfra anbefalinger og reviews fundet igennem avisudklip og læsestof fra bibliotektet (eller var det Google ?). Udover det meget store værelse som vi havde til rådighed (+80m2) var der en enorm swimmingpool, et par tennisbaner, træningsfaciliteter osv. Alt i alt er dette blevet til 4 stjerner på hotel-stjerne-rangerings-listen, og det må man vel sige er meget godt – hvis ellers man vidste hvad stjernerne betød.
Det viser sig at hotel-stjerner betyder noget forskelligt for hvert eneste land i verden, og gentagne forsøg på standardisering af stjerner har vist sig omtrent ligeså svært som at spille counterstrike med skærmen slukket. Mens jeg lå ved den 4 stjernede pool og læste i min bog (Monica Ali – i køkkenet) tænkte jeg over hvordan man kunne indføre stjerner overfor udviklere. Tænk hvor meget nemmere det ville være at indentificere hvilke udviklere man skulle bruge på et projekt hvis de havde en række stjerner man kunne gå ud fra. En slags michelin stjerner for udviklere faktisk, men med et andet navn naturligvis. Måske man skulle kalde det ozzie-stjernen efter Microsofts chef arkitekt Ray Ozzie, så ville man også være sikker på at alle i f.eks Linux verdenen ville adoptere systemet…eller…!!!
Hvem skulle bestemme antal af ozzie-stjerner på en udvikler ?
Som opfinder af dette system ville det naturligvis være mig selv, der som formand af “ozzie-stjerne foundation” skulle påføre disse stjerner på unge, friske og innovative udviklere.
Jeg ville naturligvis have en håndfuld “scouts” som skulle infiltrere software virksomheder for at finde de mest kyndige og bedst egnede udviklere til ozzie-stjernerne. Det ville ikke være en nem opgave, men med noget kapital i hænderne er jeg er sikker på, at det kan lade sig gøre.
Hvad ville ozzie-stjernene betyde ?
Ligsom med michelin og hotel stjerner skulle der være et system for hvad en eller flere stjerner betyder. Jeg er endnu ikke helt sikker på hvad hver stjerne skulle betyde, men det kunne jo f.eks være noget ala: “Udvikleren har slået intillisence fra i sit udviklingsværktøj” eller “Udvikleren bruger doping i form af ReSharper eller CodeRush”. Der skulle være 7 stjerner i systemet og for hver af dem en udvikler modtog, skulle der følge en rigtig stjerne med, med indgraveret navn som man skulle bære hver gang man gik på arbejde.
Jeg kunne godt bruge lidt hjælp til at finde ud hvad de enkelte stjerner skulle betyde, så vær endelig ikke nærrig med kommentarene :)