Lighed på arbejdspladsen.

tirsdag den 12. marts 2024

Alan Kay er citeret for at have sagt: "Pop culture is all about identity and feeling like you’re participating. It has nothing to do with cooperation, the past or the future—it’s living in the present. I think the same is true for most people who write code for money. They have no idea where their culture came from—and the Internet was done so well that most people think of it as a natural resource like the Pacific Ocean, rather than something that was man-made."

Se bort fra Alan Kay's kommentar omkring det at skrive kode. Tænk i et større perspektiv.

Det er et slående udsagn, som jeg har tænkt over i flere år, og som belaster min evne til selv at forbedre omstændighederne, men som også presser min egen solidaritet omkring det, at være samarbejdsvillig i mit professionelle virke.

Mine næsten 25 års erfaring peger, for mig, udelukkende på, at den manglende progression - at år efter år helliger vi os til hurtigere og billigere resultater - handler mere om, hvordan vores institutioner er indrettet, end om at det er mennesket som ikke ønsker at samarbejde eller opnå en følelse af tryghed og lighed.

Der er ikke meget ro eller tid til samarbejde når omdrejningspunktet for success er forankret omkring individualisme og konkurrence. Så hvordan kan en institution forvente, at mennesker kan udtænke innovation, finde på gode løsninger sammen med andre, og bruge tid til fordybelse når timeglasset konstant bliver mindre? Det er svært at få øje på en umiddelbar positiv retning der afviger, fra en eller anden form for menneskelig tragedie.

Det er naturligvis ikke kun i min egen branche tingene forholder sig således. Og historien gentager sig selv. Politik. Krig. Langbrug. Fiskeri. Uddannelser. Og alt det andet du selv kan komme i tanke om.

Mennesket bliver ikke klogere fordi tiden går, det er der ingen evidens for, så hvis man gentager sig selv forbliver man i gentagelsen.

I Nancy G. Levesons bog "Engineering a Safer World" skriver hun bla. om luftfarten: "The average time to translate a basic technical discovery into a commercial product in the early part of this century was thirty years. Today, our technologies get to market in two or three years and may be obsolete in five. We no longer have the luxury of carefully testing systems and designs to understand all the potential behaviours and risks before commercial or scientific use."

Se hvordan det er gået med Boeing. Se hvordan de mennesker der har viet sit professionelle virke se det smuldre fordi omdrejningspunktet er hurtigere og billigere. Det dør folk af.

Se på dit eget professionelle virke. Hvor er innovationen til en bedre og mere tryg verden?

Alt skal altså gå hurtigere. Og til hvilken pris? Og hvordan står man af, samtidig med at man skal overleve?

Vi har indrettet os på en måde, hvor solidariteten og samarbejdsvilligheden ikke blot handler mere om selviscenesættelse og grådidhed, men hos langt de fleste mennesker udløser det en psykologisk forsvarsmekanisme, som bunder i overlevelse.

Du har ikke mulighed for at ændre noget i den virkelighed der hersker udenfor dit eget ansvar - og end ikke der kan vi føle os helt trygge - men du kan forsøge at klare dig eller tilpasse dig. Det er bare ikke progression.

Jeg tror, det, hr. Kay siger, samtidig har en dyb korrelation til bl.a. udbrændthed og sorg hos mennesker. Der findes en form for overgivelse. Vi forsøger hele tiden at klare og tilpasse os. Men vi forbedrer os ikke rigtig, og jo mere vi distancerer os fra solidariteten og ligheden des værre bliver det desværre.

Alan Kay siger i en anden forbindelse: "...there's no concept of progress in our genes...we have an enormous set of genetic apparatus to make us good copers. Anything happens to us, we can find a way of being resilient...and adapting to it. We're copers and adapters...so when we come up against difficulties, our tendency is to cope with these difficulties. It's like working for a company, go into a company and the company seems sort of screwed up. Maybe you can quit, you can cope, but your chances of actually changing the company are very low because nobody will listen to reason."

Så folk lytter ikke rigtigt. Men hvorfor skulle de også det når andre ikke lytter til dem?

Individualisterne bekæmper hinanden i køen til den samme success. Hvis du står af der, bliver du efterladt med en følelse af, at du har misforstået konceptet, udefra set. Presset er enormt hos de mennesker der har købt ind i det dér.

Det avler samtidigt en kultur af mennesker, som ikke føler sig inkluderet eller beriget, og uden de samme chancer for at gøre den forskel, de i virkeligheden rummer og ønsker, fordi institutionen er bygget, som den er.

Og lige netop ulighed er så meget på tale i disse år. Ulighed mellem mænd og kvinder. Ulighed mellem mennesker. Hvad med uligheden på arbejdspladsen?

Der, hvor de fleste voksne mennesker bygger deres identitet og bliver en del af det institutionelle sammenkog, hvor netop hurtige og billige resultater belønnes, men hvor du også bliver målt og vejet på, om du er i overensstemmelse med institutionens værdier, og hvor det former dig som menneske, fordi indoktrineringen er sket fyldest. Det kræver jo ikke ligefrem en ph.d. for at gennemskue, at den lighed kun eksisterer, hvis du ikke forsøger at ændre den.

...maybe you can quit, you can cope, but your chances of actually changing the company are very low because nobody will listen to reason..."

Det er ikke relevant om du er mand eller kvinde. Hvis du ikke tilpasser dig det som institutionerne forventer - som har intet at gøre med solidaritet eller lighed - så kan du bare tage bagdøren.

Så hvis du tror dit professionelle liv er demokratisk og dine chancer er lig andres, så tager du altså fejl. Men du skal jo klare dig, og hellere dig en de andre ik'.

Myten om "det er bare et arbejde" hører ingen steder hjemme, fordi det er på det selv samme arbejde forventningen fra andre ikke handler om lighed. Fordi hvis det virkelig var lighed man søgte så gjorde man netop institutionerne mere solidariske. Problemet er bare at det ikke harmonere med den verden vi har indrettet.

"The important thing is not to stop questioning. Curiosity has its own reason for existing. One cannot help but be in awe when she contemplates the mysteries of eternity, of life, of the marvelous structure of reality. It is enough if one tries merely to comprehend a little of this mystery every day." - Albert Einstein

En note til mig selv ligsom til dig er, at man skal passe på med, hvad man tror på. Det kunne jo være, det var forkert.